ScandiNatives

Mødet med en ung indianer med skandinaviske rødder....Livet i reservatet....

Posted by Pia Sørensen Sat, January 06, 2018 18:18:33

Nogle møder skaber venskaber og bånd resten af livet og sådan har jeg altid haft det med Phillip - en ung Dakota indianer med rødder i Skandinavien.

Jeg mødte Phillip for første gang til en ceremoni i Native American Church - hjemme hos Wilfred en juni aften i 2014. Det er en aften, som jeg ser tilbage på med stor glæde og som gjorde et stort indtryk på mig.
Den dag blev det også tydeligt for mig hvor svært det kan være for dem at holde fast i deres egne traditionerne og ceremonier. Der er nemlig en del indianer, som har taget de kristne traditioner til sig og som har mistet forbindelse til deres egne. Det betyder, at den ceremoni som jeg deltog ikke var noget der blev talt åbent om. Ikke alle i det lille samfund satte nemlig ikke pris på at det foregik. Min ven Wilfred som stod for ceremonien er meget traditionel og prøver på alle tænkelige måder at indvie de unge, så det ikke går tabt.

Nå men tilbage til den her skønne aften i juni måned.... hen på aftenen ankom dem som skulle deltage i ceremonien - deriblandt Phillip. Det stod hurtigt klart at udover at være gæst og fra Skandinavien, så var jeg også den eneste kvinde - og slet ikke forberedt på hvad der nu skulle ske. Selve ceremonien begyndte ved solnedgang og sluttede ved solopgang og jeg kan huske jeg var enormt bekymret for om jeg kunne holde mig vågen hele natten. Dagen havde været fyldt med mange gøremål og jeg havde ikke fået sovet særligt meget.

Selve optakten til ceremonien var enormt smuk... det foregik stille og roligt mens Phillip og en af hans venner lavede bål og sørgede for at de sten, som skulle bruges i ceremonien var klar. Jeg kan ikke dele detaljerne i ceremonien, men den var utrolig smuk, rørende og intens. Selvom jeg følte mig på usikker grund var jeg i trygge hænder og de var super søde til at guide mig og fortælle hvad der skulle ske - og jeg kan fortælle dig at jeg havde ingen problemer med at holde mig vågen natten igennem smiley

Både før og efter var der rig mulighed for at tale sammen og da Phillip fandt ud af at jeg var fra Danmark, var det første han ville tale om "Vikings". Det viste sig efterhånden som vi fik talt sammen, at han havde rødder i Skandinavien - hans bedstefar var en af mange som immigrerede fra Sverige til USA. Det havde aldrig været helt let for Phillip fordi han som en ud af to i en stor søskendeflok havde en lysere hudfarve - hvilket skabt visse problemer da hans bedstemor havde svært ved at acceptere det. På grund af det havde han altid haft et kærligheds/had forhold til den del af hans rødder, men det syntes at ændre sig lidt med vores samtale om fælles forfædre. Det blev også begyndelsen på et venskab som fortsatte og udviklede sig efter jeg kom hjem til Danmark igen.

Phillip og jeg havde mange samtaler... om livet i reservatet, det indianske perlebroderi som han elsker at lave og som han er super dygtig til - og så er der lige drømmen om at komme til Europa og Skandinavien for at rejse rundt. Vores samtaler forgik via facebook og lige pludselig fra den ene dag til den anden kom han ikke online mere - siden den 9. juli 2015, har jeg ikke hørt fra ham.
Jeg begyndte straks at spørge dem jeg kender i Crow Creek om de vidste hvad der var sket eller hvor han var.... men ingen kunne rigtig fortælle mig noget - ikke andet end at han var kommet i fængsel, men ikke noget om hvorfor eller hvor. I juni 2016 skrev jeg så til hans bror, og først her for nylig har han responderet på min besked.
Med hans hjælp ved jeg nu hvor han er... og jeg ved at han psykisk har det meget svært og ofte selv beder om at komme i isolation. Det gør mig virkelig ondt og jeg håber at mit brev, hæftet med soduko og lidt dansk juleslik som jeg sendte op til jul - har givet ham et smil på læben.

Nu går jeg så og venter spændt på respons, jeg håber at han er nogenlunde okay - at han snart kan komme ud og fortsætte sit liv og forfølge hans drømme og blive genforenet med sin familie og hans datter <3Blog image Bålstedet ude foran selve bygningen hvor ceremonien blev afholdt.
- Crow Creek Reservatet 2014


Vi gør en forskel.November 2017

Posted by Pia Sørensen Thu, November 23, 2017 16:20:01

"Let us put our minds together and see what life we can make for our children"Citatet er fra Sitting Bull, det har altid guidet mig i mit arbejde og tilgangen til foreningen.

På det seneste har I som medlemmer og jer der har doneret penge til lige netop det formål, været med at bidrage med godt og vel 900kr. til en koncert for børnene i Crow Creek Reservatet. En koncert som skulle inspirerer de indianske børn og give dem håb for fremtiden. Det har i mange år været meget tabubelagt at tale om de udfordringer de har i reservatet, men den nye generation af indianske børn vil noget andet. De er begyndt at tale om deres oplevelser og stræber efter at bryde ud af den cirkel af selvmord, misbrug og vold som er deres hverdag.

Jeres bidrag har også gjort at jeg i denne uge kunne sende en pakke med varme handsker og huer af sted til Crow Creek. Det betyder at der snart er 4 børn i reservatet som får hjælp til at holde varmen i den kolde vinter i South Dakota. I lyttede da den pensionerede skolelærer Dorothy Farmer fra reservatet bad om hjælp til børnene, tusind tak for det smiley

Mange af os er opmærksomme på de alvorlige udfordringer, som indianerne står over for i dag. Men forstår vi virkelig, hvor kritisk situationen er? Deres historie bliver ikke fortalt, det er en historie om udbredt fattigdom og afhængighed, seksuelt misbrug, vold og en epidemi af selvmord blandt deres børn.

Jeg er sikker på at I ved hvor kritisk situationen er og hvor afhængig de er af hjælp udefra, men er der håb? Børnene står overfor mange alvorlige problemer og udfordringer og deres historie mangler at blive fortalt. Denne generation af unge indianere finder sig ikke i stilstand. De finder deres stemmer. De tager stilling. Det er begyndelsen på en bevægelse for at genskabe deres forbundethed med naturen, deres værdighed, vitalitet og deres kultur. Så ja, der er håb og det gør en forskel - og lige nu arbejder jeg på at få etableret kontakter blandt børnene så bogen "Native American Teens - deres historie" endelig kan blive en realitet.






HåbNye tider i vente...

Posted by Pia Sørensen Sun, January 10, 2016 17:09:13

Efterår har været tid til fordybelse, tilbageblik og fremtids visioner.

Foreningen er mit hjertebarn så det kan være utroligt hårdt at opleve at de initiativer jeg så gerne vil sætte i værk, ikke bliver det. Det er ikke helt så nemt at få den økonomiske opbakning som det kræver og derfor har et tilbageblik på hvad der gik godt og hvad gik ikke så godt - været vigtigt for Dansk Sioux Venskabsforenings fremtid.

Det har på mange måder været en hård proces som jeg ikke har følt skulle deles. Alt har været vendt på hovedet og jeg har været enormt ked af det. Mest af alt fordi jeg føler jeg svigter mine venner og kontakter i South Dakota. Jeg har jo givet mit ord på at blandt andet bogen bliver en realitet og at andre initiativer ligger sig i kølevandet på den. Det var heller ikke særligt fedt, at skulle fortælle Wilfred at foreningen ingen økonomisk opbakning havde fået til projekt "Humanitær nødhjælp til Crow Creek Reservatet - vinteren 2015". Eller at det ikke har været muligt at skaffe frivillige eller interesse for vores generalforsamling. Jeg blev derfor også nødt til at kigge på min egen indsats, har den været god nok, hvad skal ændres og hvad kan jeg gøre fremadrettet.

Processen er vel overstået og trods mange frustrationer og tårer, har fordybelse og selvindsigt været det der fik det hele vendt til håb og fremtidsvisioner. Det betyder at jeg er i fuld gang med en ny profil og nye tilgange i skøn forening med nogle af de gamle. Jeg glæder mit til at dele det med jer løbende den næste måneds tid!

Et lille citat om håb <3

"Just because something

isn't happening right now

dosen't mean that it will never happen"



EftertænksomNye tider i vente...

Posted by Pia Sørensen Wed, September 30, 2015 12:15:56

Det er gave at være socialpædagog... en gave fordi der ikke er noget forudsigeligt i arbejdet som pædagog - alt er proces. Der skal hele tiden findes løsninger, opfindes på stedet og trædes ud på den "tynde is" alt det der følger med når man stifter en foreningen.

Nogen gange kan jeg godt sidde med en følelse af at jeg ikke syntes jeg er nået særligt langt i mine bestræbelser på at støtte dem. Udfordringen og grunden til, at jeg ind imellem kan tænke sådan, er udelukkende fordi jeg kommer på afveje. Jeg skal spænde over så meget, og derfor kan jeg komme til at have fokus det forkerte sted - hvad kom første "ægget eller hønen"

Forleden havde jeg god mailudveksling med en af de skønne mennesker som har liket vores side på facebook - og en snak med en kvinde som står mit hjerte nær. Ud af det kom der nogle refleksioner som jeg er meget taknemmelig for - så tusind tak til jer begge <3. Jeg blev klar over, at jeg i en periode har brugt mine ressourcer forkert - der er noget der kommer før initiativer, nemlig oplysningsarbejde.

Min forståelse og indsigt, kan jeg ikke forvente er den samme hos andre. Det burde jeg da om nogen vide med en systemisk grunduddannelse i rygsækken. Sjovt nok så "glemmer" jeg det lidt når det handler om mig selv og det jeg gør - det er på en måde altid lidt nemmer med alle i andre:-) OPLYSNING er vejen frem, det er der jeg skal have mit fokus - for så er jeg overbevist om, at der ikke kommer til at mangle medlemmer eller mennesker til de kommende initiativer. Det er også blevet tydeligt for mig, at det måske ikke er helt klart hvor og hvordan vi skiller os ud fra andre indianske foreninger herhjemme. Det betyder, at jeg nu går i gang med en proces der hedder, tydelighed - som handler om kort og præcist, at fortælle om hvad foreningen vil og står for.

For at afslutte hvor jeg startede... så er foreningen en evig proces og det er jeg skolet i via min uddannelse og virke som socialpædagog. Personligt trives jeg også bedst med at skulle nytænke, være innovativ og proaktiv - så alt er som det skal være og tak for det <3

https://www.youtube.com/watch?v=d_afgeTAopc









Mine første ord til jer..Hvorfor starte en blog

Posted by Pia Sørensen Mon, September 21, 2015 17:56:38

Jeg har længe gået og overvejet om jeg skulle starte med at blogge. Overvejelserne er nu blevet til virkelighed og ScandiNatives er blevet født. Det er generelt vigtigt for mig, at flette den Nordiske og Nordamerikanske naturtro sammen - så helt intuitivt kom det skønne navn til mig.

Der er mange glæder og fornøjelser, men også udfordringer og skuffelser når man kaster sig ud i at starte en forening. Udfordringen bliver ikke mindre når man gerne vil arbejder med forebyggende indsatser for at reducerer den høje rate af selvmord og selvmordsforsøg blandt indianske teenager. Udfordringer som jeg helt åben og ærligt vil dele med jer her på bloggen. Der vil sikkert være nogen der føler sit stødt eller ramt på forskellig vis. Derfor er det allerede nu meget vigtigt for mig at få fortalt, at det her handler ikke om jer, men om foreningen og min åbne og ærlige fortælling fra mit hjerte til jeres <3